top of page

ons. 23. aug.

|

Haslev

Kom hjem i dig selv

Kurset over to en halv måned, med visdom fra den gamle Inkatradition. Du vil lære at arbejde og kommunikere med de vigtigste naturånder i dit liv (naturforældre og ledestjerne) samt rense dig selv for tung energi, så du på den måde kan være aktiv i din egen healing. Kurset vil forandre dit liv!

Tilmelding med dit fulde navn og telefonnummer på
info@denshamanistiskevej.dk
Kom hjem i dig selv
Kom hjem i dig selv

Tid & sted

23. aug. 2023, 16.00 – 21.00

Haslev, Moltkesvej 71, 4690 Haslev, Danmark

Detaljer

Inkaerne var et stort kulturfolk i Sydamerika, og deres visdom og erfaring er gået direkte i arv til deres efterkommere Q'erofolket i Hatun Q'eros i Peru. Af dem kan vi lære, hvad Inkafolkets viise forstod om menneskets fødsel: Når sjælen skal inkarneres på Jorden, fødes den rent geografisk, hvor dens naturforældre lever. Det er kraftfulde naturånder, hvis opgave er at støtte og guide sjælen gennem hele dens jordiske tilværelse. Det er de største og mest kraftfulde hjælpere, vi mennesker har med os,  men mange er slet ikke klar over, at når man etablerer et personligt forhold til sine naturforældre, opstår der en grundlæggende følelse af "at komme hjem" foruden en dyb vished om altid at være støttet og elsket i livet. Naturforældrene har en central rolle som dem, der skal hjælpe os med at navigere gennem tilværelsen på den bedste måde, så vi hver især får mulighed for at udvikle og udnytte vores sjæls potentiale til det ypperste.

Mennesker, som ikke har kontakt til disse hjælpere, kommer ofte til at opleve en grundlæggende fornemmelse af ikke at høre til, være rodløse, ensomme, have svært ved at finde vej gennem livet og på andre måder føle sig fortabt, også selv om de kan have fantastiske fysiske forældre, der virkelig støtter og elsker dem. Uanset hvilken baggrund, man er vokset op med, har ethvert menneske stort udbytte af at møde sine naturforældre og etablere en tæt kontakt til dem, så døren åbnes til deres hjælp og støtte resten af livet.

Det lærer du

Vi kommer til at arbejde med din ledestjerne samt dine naturforældre, og du skal blandt andet foretage et par pilgrimsrejser til dit fødested for at forbinde dig med naturforældrene. Hvis du er født langt fra Danmark eller under forløbet har svært ved at rejse til det sted, hvor du kom til verden, kan jeg hjælpe dig med at finde en løsning.

På kurset vil du lære at lave haywarikhuy's (offerpakker) efter Q'eroernes retningslinjer. Det er en meget smuk ceremoniel handling, der er helt essentiel i forhold til at skabe et personligt forhold til dine naturforældre og ledestjerne.

Du vil også lære grundlæggende energiøvelser til at rense dig for tung energi som sorg, smerte, frygt, vrede, tristhed, jalousi, sygdom og så videre. Ved chok, traume og andre voldsomme ting kan der også opstå tung energi i vores system, men øvelserne lærer dig at give slip og erstatte den med skøn, fin energi fra Moder Jord og Universet. For Q'erofolket er den energetiske hygiejne mindst lige så vigtig som den fysiske, og de fortæller os, at når den tunge energi slippes, er det vigtigt at erstatte den med let og fin energi i stedet. Det er på den måde, vi kan skabe harmoni og balance. Alt dette vil styrke din personlige kraft og gøre, at du "kommer hjem i dig selv".

På kurset vil du lære om begrebet ayni, der handler om ligeværdig udveksling af energi: når man modtager, giver man samtidig og omvendt, for ellers skabes der ubalance. Ayni  er også meget andet, sådan som du efterhånden erfarer under kurset.

Du kan til enhver tid bruge øvelserne hjemme, og de vil hjælpe med at forbinde dig dybt med naturen og naturånderne. Kurset er sammensat, så du lærer nogle af de helt basale ting fra Q'ero-traditionen.

Hjemmearbejde

Der bliver hjemmearbejde mellem hver kursusgang. Regn med cirka 1/2 time dagligt samt 4 gange 1/2 dags pilgrimsrejse til dit fødested, hvor du skal lave ceremonier. Første gang er en rekognosceringstur. 

Bor du langt fra dit fødested, kan du nøjes med 2 gange 1 hel dag's pilgrimsrejse. 

Der bliver desuden en aften, hvor du skal lave en ceremoni derhjemme.

Der oprettes en gruppe for holdet på app'en Telegram, så kursisterne kan kommunikere og dele oplevelser mellem undervisningsgangene. Alle skal deltage aktivt i gruppen, da det er en del af undervisningen.

Det er vigtigt, at man kommer til hver eneste undervisningsgang,  da vi hele tiden bygger videre på det tillærte. Man skal også have mulighed for at sætte tid af til hjemmearbejdet mellem hver undervisningsgang, da man ellers ikke kan deltage i det videre forløb. Til gengæld vil den enkeltes dedikation afføde store forandringer og smukke indsigter, som lægger fundamentet for at arbejde videre på egen hånd.

Kurset er ikke en oplevelse, men en indføring i gammel visdom, som vil forandre dit liv, når den gøres til en praksis.

Der er 10 pladser på kurset. 

Kursusdatoer

23. august fra kl. 16 - 21. Sæt 1 hel dag af til hjemmearbejde inden næste møde.

6. september  fra kl. 16 - 21. Sæt 2 x 1/2 dag eller 1 hel dag af til hjemmearbejde inden næste møde.

20. september fra kl. 16 - 21. 

4. oktober fra kl. 16 - 21. Sæt en hel aften af til hjemmearbejde inden næste møde.

18. oktober fra kl. 16 - 21.

1. november fra kl. 18 - 21.

Det skriver en tidligere elev

Kære Rikke.

Jeg føler mig så dybt taknemmelig over rejsen jeg har været på sammen med dig.

Jeg føler virkelig jeg er kommet hjem i mig selv.

Jeg har fået en ny familie, de lytter, respekterer hele mig og guider mig på en måde jeg ikke troede mulig.

Jeg har mærket energi på en levende, magisk og kropslig måde.

Kurset "kom hjem i dig selv" har åbnet så mange nye døre i livet og naturen.

Du er eminent til at vejlede en dybt ind i krop og sjæl, hendes sprog og indlevelse skal opleves.

Din visdom og engagement sætter dybe aftryk og formidlingen går direkte i hjertet.

Jeg har fået en mere kærlig tilgang til mig selv og andre, både mennesker, dyr og alt omkring os.

Nye fokuspunkter i livet, mindre hjerneaktivitet og istedet følger jeg nu mine kropslige fornemmelser.

Jeg har mærket og fået redskaber til at fjerne gammelt stagneret energi og slippe tung bagage.

De energiøvelser, du guider, føles så dybt og jeg bliver gang på gang overrasket over effekten. Det er en helt ny verden og jeg ønsker for alle at de giver sig selv muligheden for at opleve det i og på egen krop.

Rejsen jeg er blevet taget på har betydet alverden for min hverdag. Jeg opnår dybere indsigter, jeg føler mig støttet og vejledt af naturen.

Det er en gave at møde sine naturforældre og ledestjerne. Det en gave man på forhånd ikke kan forestille sig, så stor og betydningsfuld ☆ Naturen er der altid.

Jeg er så taknemmelig over al den viden om og til hvordan vi som mennesker kan give tilbage til naturen og føle en større samhørighed. Hvordan det er muligt at skabe balance og harmoni.

Af hjertet tak Rikke. Du er en kærlig sjæl og en gave til moder jord og alt omkring os.

Tak for at hjælpe mig i mørket, for evnen til at se lyset og bringe det videre med i livet.

Tak for at præsentere naturen for mig på en ny måde og for alle de redskaber jeg nu kan benytte mig af, både i hverdagen, men også når livet føles svært og tungt ♡

Kærlige naturhilsner fra Julie Lund-Hansen

Underviser

Rikke Agersted, der har Den Shamanistiske Vej, har arbejdet med de Syd- og Nordamerikanske shamanistiske traditioner i 20 år. De sidste 4 år er de gamle Inkatraditioner blevet den røde tråd, i de ting, Rikke tilbyder og underviser i.

Sted

Den Shamanistiske Vej, Moltkesvej 71, 4690 Haslev

Pris

Kurset koster 4.300 kr. inkl. moms for alle undervisningsgange og opfølgning i Telegramgruppen, hvor du bliver støttet hele vejen gennem kurset. 

Tilmelding

Du tilmelder dig ved at sende en email til info@denshamanistiskevej.dk med dit fulde navn og telefon nummer.

SU d. 21. august

Del denne begivenhed

bottom of page