Shamanistisk datingaften
fre. 23. aug.
|Haslev
Er du single og drømmer om en spirituel partner? Så kom med når bålet tændes, og mød de andre singler, der ligesom dig ønsker et spirituelt fundament i parforholdet.
Tid & sted
23. aug. 2024, 18.00 – 21.00
Haslev, Moltkesvej 71, 4690 Haslev, Danmark
Detaljer
Hvad gør man, når drømmen om en spirituel partner banker på, og man ikke orker Tinder og barer i nattelivet? Lægger man snubletråde ud i skovbunden og ligger klar bag en busk med plaster og en kop kaffe? Eller søger man fællesskaber med andre singler, der har samme drøm, og hellere vil sidde og se på solnedgangen over vandet end endnu en film på Netflix?
Den Shamanistiske Vej åbner nu døren for en aften for singler af begge køn, for at skabe et rum med fokus på kærlighed og lysten til at finde sammen med et andet menneske, som deler den shamanistiske / spirituelle tilgang til verden. Arrangementet er for dig, der lever med din spirituelle praksis på et eller andet plan, og som gerne vil kunne dele din spiritualitet med et andet menneske, som forstår dig, selvom I ikke nødvendigvis går helt samme vej i den shamanistiske / spirituelle verden.
Hvis du læser med her, er du sikkert til solnedgang, bål, dybe snakke om alt muligt, men også den spiritualitet, der lever i dig. Denne aften er for singler mellem 50 - 65, som har arbejdet med sig selv og opnået en vis grad af selvindsigt. Du har styr på, hvad du kan byde ind med i et parforhold, og er klar til at åbne dig for nye, seriøse relationer. Den store, følelsesmæssige oprydning er rimeligt godt til ende, og derfor er der masser af energi og overskud til at skabe noget smukt og dybt med et andet menneske.
Der er plads til 10 kvinder og 10 mænd denne aften, som er singler og søger en partner af modsatte køn.
PROGRAM
Kl. 18.00: velkommen og en kort introduktion af tankerne for aftenen af Rikke Agersted.
Kl. 18.10: en hyggelig lille "selskabsleg" med fokus på det spirituelle, som vil give deltagerne sjove input til den videre snak.
Kl. 18.30: vi spiser et enkelt måltid mad sammen, som serveres omkring bålet, mens vi introducerer os nærmere for hinanden og fortæller lidt om, hvem vi er som mennesker og hvordan den shamanistiske / spirituelle vej, vi følger, har formet os og vores liv.
Kl. 20.00: vi rydder op efter maden og sætter os ved bålet igen. Nu er der fri snak / hygge og det er muligt at sætte sig to og to og fordybe sig lidt mere i snakken for at lære hinanden at kende.
Kl. 21.00: aftenen slutter her, men hvis der slet ikke er opbrudsstemning endnu, er det fint at trække tiden ud.
KRITERIER FOR TILMELDING
* Du er single og leder efter en partner af det modsatte køn
* Du er mellem 50 - 65 år.
* Du er følelsesmæssigt klar til at åbne dig for en ny relation.
* Du har en shamanistisk / spirituel praksis som er integreret i dit liv på den ene eller anden måde, og som du har lyst til at kunne dele med en ny partner.
FACILITATOR
Det er Rikke Agersted, der har Den Shamanistiske Vej, som faciliterer denne aften. Rikke har i 20 år arbejdet med både den Nordamerikanske shamanisme og inkatraditionen.
TID OG STED
Arrangementet foregår d. 23. august fra kl. 18 - 21 på Den Shamanistiske Vejs adresse: Moltkesvej 71, 4690 Haslev.
PRIS
300 kr. incl. mad.
TILMELDING
Du tilmelder dig ved at sende mig en email på info@denshamanistiskevej.dk med dit fulde navn, adresse og telefonnummer og en tilkendegivelse af, at du opfylder kriterierne for tilmelding. Derefter modtager du en faktura og nærmere info til arrangementet.