top of page
Bønnens kraft

Bøn er en måde, hvorpå vi kan sende et ønske ud i det energetiske rum. En bøn om healing, hjælp, guidning, helbredelse eller noget helt andet. Faktisk glemmer mange at bede om de ting, de gerne vil kalde ind i deres liv og fokuserer i stedet på det, de gerne vil slippe af med.

Bøn forløser, muliggører og arbejder for klarhed omkring det, vi beder om.

Kommer bønnen fra hjertet med et oprigtigt ønske for noget, har den langt større kraft, end hvis vi beder i trods eller med manglende overbevisning.

 

Jeg blev klogere

I lang tid negligerede jeg personligt bønnen, idet jeg simpelthen ikke forstod den kraft, der ligger i den. Nu har jeg ganske ydmygt måtte erkende, at bøn er et umådelig kraftfuldt redskab. Beder man en bøn, kommer der altid et svar tilbage. Det kan være i form af et tegn, en hændelse, en vished i sindet eller noget helt andet. Nogle gange kommer svaret med det samme og andre gange kan der gå dage, uger eller måneder, inden det viser sig. Men een ting er helt sikkert – der bliver altid svaret tilbage på en bøn.

 

Vær opmærksom på svaret

Svaret på en bøn er nogle gange er et helt andet, end man havde forestillet sig. Eller så kryptisk, at man kan være flere uger eller måneder om at forstå det. Måske netop derfor kan man komme til at overse det – eller blive slemt skuffet.

Når man beder en bøn, er man nødt til at være fuldstændig åben for det svar, der kommer. Den åndelige verden vil gøre alt for at hjælpe og guide os, og lige præcis derfor kan svaret på en bøn også være meget anderledes, end vi måske forventede. Når vi farer vild på vores vej i livet, er fortvivlede, føler os fastlåst, syge eller lignende, er vi jo netop et sted i vores liv, hvor vi har svært ved at se klart.

Beder vi en bøn, får vi det svar, som vi skal bruge for at bevæge os væk fra det sted eller den situation, der ikke fungerer for os.

 

Vi får, hvad vi beder om

Det er utrolig vigtigt at lægge det rette fokus i sine bønner. Vores intention er måske ét, men det, vi siger, er noget helt andet. Hvis der i bønnerne er stort fokus på alt det, vi ikke ønsker os i livet, og alt det, vi er trætte af, så er det på alt det uhensigtsmæssige, vi lægger vægten i bønnen – og dermed risikerer vi rent faktisk at få mere af alt det, vi gerne vil slippe af med. Det er derfor vigtigt at fokusere på det, vi gerne vil have, og det vi ønsker at udvikle os til.

 

Skal man skrive en jobansøgning og udelukkende skriver om alle de arbejdsopgaver, men i hvert fald ikke gider arbejde med – så er man ret sikker på, at firmaet ikke kalder én til samtale, og man ender højst sandsynligt med fortsat at skure de toiletter, man er så træt af. Det er præcis det samme med bønnerne; vi får, hvad vi beder om. Så der er ingen grund til at bede om andet end det, der kan give lys og glæde i livet.

 

Bøn kan samle mennesker 

Bøn kan også bruges til på et energetisk plan at bede for healing, helbredelse eller balancering af problemstillinger på et større plan.

Vi ved alle, hvor mange mennesker verden over, der bad efter den store Tsunami eller Katrina orkanen. Der blev bedt for ofrene, for hjælp til de overlevende og for støtte og hjælp til at de kunne komme videre. Overalt i verden sendte mennesker penge eller ydede anden form for nødhjælp. Jeg er helt sikker på, at alle de bønner, der er blevet sendt ud på verdensplan, har hjulpet på den vilje til at yde et bidrag, som katastrofen blev mødt af. Det betyder ikke, at man gennem bøn kan fjerne smerten og prøvelserne fra de mennesker, der er ramt af en given situation. Men bønnen kan bringe den hjælp og lindring, der skal til for at komme videre.

At hjælpe andre

Bøn kan også bruges til at hjælpe det enkelte menneske, vi møder på vores vej. Sender man en stille bøn ud om hjælp til den hjemløse, man passerer på gaden, til baggårdskatten, der har brug for mad og pleje eller barnet, der bliver mobbet af de andre i skolegården, er man med til at bane vej for hjælp på et energimæssigt plan, hvilket kan manifestere sig på det fysiske plan efterfølgende.

Ikke alle mennesker beder bønner eller tror på, at der findes noget åndeligt. De er altså ikke i stand til selv at bede om hjælp. Derfor er det en meget kraftfuld gestus, når vi beder for andre.

 

Livets læringsproces

Vi har alle ting at lære her i livet. Noget er smertefuldt, svært eller næsten uoverkommeligt. Og andet er legende let, smukt og vidunderligt. Det er ofte gennem prøvelserne, at vi modnes og bliver stærkere. Fordi prøvelserne presser os til de yderste grænser, og tvinger os ud af komfortzonen. Når livet er svært, ønsker vi umiddelbar forløsning og kan næsten ikke bære, at vores bønner ikke afføder et klart svar i løbet af ingen tid. Det bedste råd, jeg kan give, er at have tillid til, at vi bliver hørt og guidet. Men også at man skal være åben og klar til at udfordre sig selv for at forstå svaret.

 

Hjælp til at bryde mønsteret

Der er altid noget, man skal lære af en svær situation, så den bøn man beder, kan simpelthen handle om, at få lov til at forstå læringen i den givne situation. Derved hjælper man sig selv til at komme videre. Det er vigtigt at forstå, hvorfor situationen er opstået, før man kan lægge den fra sig. Det er også en måde at bryde et mønster på. Man får den samme læring igen og igen, indtil man har lært den. Det er ens eget ansvar at tage læringen til sig for at bryde mønsteret. Det kan handle om grænsesætning, at lytte til sig selv eller ikke at blande sig i andres liv.

Bøn er derfor en kraftfuld måde at arbejde med sig selv og sit liv på, fordi den kan hjælpe os med at hente uanede ressourcer og styrke til at komme videre.

 

Bønner fra hjertet

Jeg er af den overbevisning, at bønnen får kraft, når vi beder den med et rent hjerte uden bagtanker.

Bøn skal komme fra hjertet og ikke blot fremsiges efter en tillært remse, hvis den skal have kraft. Remsen kan sagtens have kraft, hvis den bliver fremsagt med ægte intention, men ofte bliver tillærte bønner fremsagt uden hjerte eller et dybtfølt ønske bag. Fordi den er tillært og måske hører sig til i bestemte ritualer eller sammenhænge, som vi deltager i.

Brug gerne dine egne ord, når du beder en bøn. Det er fuldstændig ligemeget, om det lyder flot eller indeholder alle de ”rigtige” ord, så længe du udtrykker det, du har på hjerte.

Det vigtige er, at du beder den bøn, du har brug for. Med indlevelse og ægthed.

 

Vær tydelig og præcis

Vær specifik i din bøn. Ligesom du får bedre betjening hos grønthandleren, hvis du beder om 1 kg. gulerødder, i stedet for blot at stille dig foran disken og vente på, at ekspedienten selv gætter, hvad du skal have.

Åndeverdenen har også brug for at høre, hvad vi helt præcis har brug for. Måske er det indlysende for én selv, men set fra den anden side har det enkelte menneske måske mange problematikker i sit liv, og det er svært at gætte, hvad personen vil have hjælp til, hvis ikke det specificeres.

 

Eksempel på bønner

”Kære guddommelige kraft. Jeg beder dig hjælpe denne hjemløse mand med at udnytte sit fulde potentiale i dette liv. Giv ham styrke og lær ham at overkomme smerten og håbløsheden. Hjælp ham med at finde skønheden i de svære situationer og med at udnytte de ressourcer, han har med sig i livet.

Jeg takker for din kærlighed og omsorg.”

”Store Ånd. Jeg beder om hjælp og vejledning til at ......

Lad mig se klart og finde den bedste løsning på denne situation.

Jeg takker for din kærlighed, og fordi du altid er der for mig.”

 

Bøn er også shamanens redskab

Bøn er et vigtigt redskab i de fleste religioner og spirituelle retninger.

Shamaner, medicinmænd og helbredere over hele verden bruger bøn i deres arbejde. Bønnen indgår i ceremonier og ritualer for healing og helbredelse, og shamanen beder altid sine åndehjælpere, elementerne, Universet, Solen, Månen, Stjernerne og Jorden om at være tilstede for at guide og vejlede ham i sit arbejde. Ligesom han beder mere specifikke bønner for healing og helbredelse af de mennesker, der søger hans hjælp

 

I bund og grund handler bøn om at række hånden frem for at modtage den hjælp, vi har brug for. Eller sørge for at andre får den hjælp, de ikke selv er i stand til at bede om.

Kvinde i bøn

Skrevet af Rikke Agersted

bottom of page